Demokrati er noget vi her i Danmark og i USA tit tager for givet. Men langt de fleste mennesker lever ikke i et demokrati. De er ikke frie til at sige, skrive og tænke hvad de vil. Demokratiet er faktisk på tilbagetog i mange lande, både fordi regeringer indskrænker borgernes friheder og fordi borgerne (typisk i Vesten) ikke engagerer sig i deres samfund. Det synes vi er ærgerligt. Alle fortjener at have friheder, at være beskyttet af menneskerettigheder og at have medbestemmelse over deres eget land og skæbne. På vores workshop vil vi gerne diskutere hvad I synes man kan gøre for at fremme demokrati rundt om i verden. Og vi vil gerne have I sætter jeres ord på hvad man skal gøre. Det vil vi gerne lave til en rap-sang, som I skriver og indspiller i løbet af workshoppen. Vi ved godt, at det er et ambitiøst mål, men vi tror det kan lade sig gøre. Så mød op med godt humør, gode rim, sprød stemme og viljestyrke, så laver vi en rap om demokrati! Vi tager os af produktionen efter UFM22 er slut, sender resultatet til jer og håber I synes det er godt nok til at vi kan lægge det op på vores sociale medier! Vi ses på UFM22!